Caspernielsen.dk

Besøg fra Skotland 2006

Torsdag d. 25. maj

 

Tidligt om eftermiddagen blev jeg ringet op af selveste klasselæreren. Vi havde på forhånd aftalt at bruge en telefonkæde, og det betød, at jeg hurtigt skulle ringe videre til de næste i rækken. Det viste sig nemlig, at skotterne kom flere timer før end planlagt, selvom det plejede at være omvendt. Værelserne som i den næste uges tid skulle bebos af skotter, fik foretaget de sidste ændringer. Da tiden var inde, satte vi os alle fire ind i bilen og satte kursen mod skolen. Vi valgte at være der i nogenlunde god tid, men alligevel var vi nogen af de sidste. Hele parkeringspladsen var fyldt op med mine skolekammerater og deres forældre. Vi ventede i godt og vel en halv time inden det gyldne øjeblik indtraf. Der blev godt nok også råbt og skreget, da en slidt bus der burde være endt på lossepladsen ankom. Jeg tog mit kamera frem og klikkede løs, da bussen lige så stille trillede ind på parkeringspladsen. De skotske elever strømmede ud og samlede sig i en klump nær os andre. Skotterne blev derefter vist hen til deres værtsfamilier inklusiv mine skotter, Jordan Morrison og Jake Mackenzie. Jeg må nok også indrømme, at der ikke blev vekslet mange ord på vejen hjemad, for Jake og Jordan var selvfølgelig meget generte, men selv var jeg også noget nervøs.
 

Jake og Jordan blev vist rundt i deres nye hjem, og vi fik drøftet hvor og hvordan de levede i Skotland. Jake boede i en meget smuk by, Bonar Bridge, og Jordans mor arbejdede på et dyrt og fornemt slot. De levede begge godt 25 kilometer fra deres skole, som er betydeligt længere end jeg gør. På trods af deres hårde tur til Danmark, var de ikke spor trætte og bestemt heller ikke sultne. Jeg tog dem derfor med på en lille gåtur i byen. Da vi gik over Gudenåen, fortalte jeg dem, at Danmarks længste å løb lige her. De stod selvfølgelig og måbede en del; de havde jo sådanne åer i rå mængder i Skotland. Da vi nåede hjem, kastede de sig over dart, som blev vores foretrukne sport hele ugen frem. Den ene var ret god, mens den anden ofte ramte plet på væggen. Det grinede vi en hel del over, og jeg må nok indrømme, at der var god gang i de skotske drenge. Også bordfodbold blev taget i brug, og vi fik bestemt nogle gode kampe. Altså blev torsdag en rigtig god start på besøget takket være mine skotter.

Fredag d. 26. maj

Morgenmaden blev serveret, hovedsageligt toast, lidt æblejuice og en Fanta. Sådan blev næsten alle måltider tilberedt, for med disse tre hovedingredienser kunne mine skotter klare næsten alt. Da maden stille og roligt forsvandt, blev der gjort klar til dagens gåtur. Gudenåen skulle udforskes, hvorefter alle ville tage på bytur til Silkeborg. Det med Gudenåen passede os fremragende, da vi sådan set kun bor 50 skridt fra åen. Med lange skridt begyndte vi endelig at trave i et dejligt, men køligt solskinsvejr. Jeg var med i forreste gruppe, da det pludselig faldt mig ind, at noget var galt. Minsandten om ikke vi var gået for hurtigt og dermed kommet langt foran. Forspringet varede imidlertid ikke længere end 5 minutter, hvor feltet kom travende i sneglefart. Vi gik forbi Sukkertoppen og fulgte åen helt til Klostermølle. Jeg havde selvfølgelig regnet med, at vi skulle tilbringe en smule tid og hygge os ved Klostermølle. Selve Klostermølle er sådan set stoppested for kanalen man sejler igennem som kanofare. Faktisk byggede klosterets munke den knap 2 km lange kanal med håndkraft og tvang den rigtige Gudenå til at løbe hen til klosteret. Området er også meget naturskønt, og hvis man er heldig ser man en isfugl eller to. Men der blev af en eller anden mærkelig grund ikke tid til at se Klostermølle. Vi blev bare fordelt i to busser som efter lidt tid rullede mod Silkeborg centrum.

 

Silkeborg fik vi 3-4 timer til at vandre rundt på egen hånd og udforske, spise en is, købe nogle souvenirs eller hvad man nu ellers kunne finde på. Jeg fulgte med mine egne skotter det meste af vejen, og vi fik set store dele af Silkeborg samt utallige butikker. En af de skotter jeg fulgtes med, hverken Jake eller Jordan, var på storkøb i Silkeborg. Kom han forbi en bod, en spilforretning eller noget helt tredje, skulle han selvfølgelig lige have lidt med. ”I’ll take this one, and this one as well”, blev hans foretrukne sætning. Til slut havde han brugt omkring femhundrede kroner. Det endte altså med, at han havde en halvtredser tilbage til resten af hans besøg i Danmark. Hele forløbet i Silkeborg gik fint, og mange nød at tilbringe eftermiddagen i byen til trods for det kølige vejr. Jeg nåede lige en hurtig tur ned til slusen, hvorefter alle straks tog med bus hjem til Sdr. Vissing skole. Først dér blev alle skotterne overladt til hver og deres familie som sørgede for den sidste kørsel helt hjem. I løbet af hele dagen fik jeg snakket en hel masse med mine skotter som også var meget mere villige til at spørge løs om alt mulig. Om aftenen blev tiden brugt på dart, lidt fodboldspil og måske nogle engelske kanaler i fjernsynet. Overordnet blev dagen noget mere aktiv samtidig med, at jeg lærte Jordan og Jake meget bedre at kende.
 

Lørdag d. 27. maj

 

Det var weekend, og to dage var blevet brugt på Silkeborg og en tur langs Gudenåen - ikke desto mindre var vi blevet løsladt af lærerne og sat på fri fod – i det mindste til om aftenen. Dart var selvfølgelig forudbestemt, men ellers kunne næsten alt lade sig gøre. Uden indvendinger blev til en endnu en bytur, denne gang Århus som ligger godt 30 kilometer herfra. De ældgamle busser vi havde brugt hidtil, slap vi for. I stedet kunne vi nu køre i vores egen lidt mere komfortable bil, kan man vist godt konstatere uden at overdrive. Jake var nemlig meget opsat på at se en billig dansk spilforretning, og det var grunden til, at Århus blev valgt. Selv ville jeg gerne have været på kanotur med mine skotter, men sæsonen var endnu ikke startet, og i øvrigt manglede vi tagbøjler til bilen. Inden alt dette kunne udføres måtte Jake og Jordan selvfølgelig have lidt Fanta, en æblejuice og et stykke toast. Dartpilene fik også nogle gode og lidt dårligere kast, inden vi tog af sted mod Danmarks næststørste by Århus.

 

I Århus måtte vi forgæves lede efter Softxchange. Softxchange var forinden blevet flyttet rundt og placeret forskellige steder i byen. I dette tilfælde var Softxchange uheldigvis ikke blevet flyttet, men simpelthen nedlagt; internetsalget og lageret lever stadig, men butikken er væk. Efter vores lange søgen, kunne vi godt trænge til lidt en bid brød. Vi fandt hurtigt en fin kineserrestaurant, som Jake og Jordan åbenbart syntes godt om, måske endda på niveau med toast. Faktisk serverede de rigtig god, men stærk mad. Jordan, kuglestøderen, fik Joachim B. Olsen til at blegne hvad mad angik. Mon maden ville række til de næste gæster? Et held at prisen ikke steg, jo mere man spiste. I hvert fald kunne vi køre mætte hjem uden dårlig samvittighed.

 

Om aftenen var alle samlet til fællesspisning på skolen. Både mig, Jake og Jordan havde vidst fået rigeligt på kineserrestauranten, så vi tog det roligt denne gang. Ellers fik skotterne for første gang kigget ordentligt på skolen indvendigt. Under hele besøget blev de ikke en gang vist rundt, og fortalt hvordan klasselokalerne blev brugt osv. Da de rejste hjem havde de faktisk ingen anelse om, hvordan man underviste i Danmark i forhold til de skotske skoler. Sådan set syntes jeg godt, at aftenen kunne være brugt derhjemme til lidt hygge og måske noget dart. Det var ikke nogen overdrivelse at sige at mine skotter var faldet exceptionelt på plads i min familie, og meget af nervøsiteten fra ankomsten, var lige så stille forsvundet. Jeg vidste udmærket godt at andre familier havde det langt sværere.

 

Søndag d. 28. maj

 

Søndag var endnu en dag uden noget særligt formål. Derfor kunne vi roligt sove til et stykke hen ad formiddagen. Skolen havde heller ingen planlagte arrangementer der skulle afvikles, så vi havde faktisk hele dagen for os selv.

Da vi langt om længe vågnede (jeg var ikke den første), og fik gjort os klar, tog vi på pejsegården for at bowle. Det noget kølige og lidt regnvejrsagtige danske forårsvejr betød også, at det var sjovere indendørs end udenfor, så derfor var bowling bestemt ikke nogen dårlig idé. Altså kørte jeg, min mor, Jordan og Jake til Brædstrup, hvor vi ankom ti minutter senere.

 

Både Jake og Jordan havde tydeligvis prøvet at bowle før, og vi havde det alle enormt skægt og fik sludret en hel masse. Selvom bowling ikke ligefrem er min stærke side, mindes jeg, at det var mig der rimelig overbevisende vandt de to runder, vi fik spillet. Jeg kan selvfølgelig godt tage fejl, da min hukommelse ikke altid er lige skarp. Men vi fik da en dejlig eftermiddag sammen og lærte nok hinanden en smule bedre at kende.

 

Om aftenen fik vi besøg af Lucas, hans skotte Connor, lillesøster Emma, storebror Oliver samt hans far og mor. Det var  uden tvivl rigtig skægt og sjovt at tilbringe aftenen med hinanden. Vi spillede nogle fremragende bordtenniskampe, spiste noget god mad og hyggede os sådan set resten af aftenen. Vi fik også noget tid til at gå foran mit lille 14 tommers fjernsyn på mit værelse, hvor vi spillede skydespil fra 2. verdenskrig. Det var vældig morsomt. Til sidst sluttede vi af med en fodboldkamp - skotterne mod danskerne. En intens og spændende kamp, og ifølge min ikke helt knivkarpe hukommelse, vandt danskerne selvfølgelig uden de helt store problemer. Jeg kunne nu ellers godt begynde at mærke trætheden sive gennem kroppen efter tre begivenhedsrige og spændende dage. I morgen ventede Legoland som næste skridt på besøget – dette var helt sikkert noget, som alle skotterne glædede sig til.

 

Mandag d. 29. maj

 

Kl. 9:30 om morgenen afgik to busser midt ude på landet fra en lille by ved navn Sdr. Vissing. Disse busser var sjovt nok ikke kun fyldt med danske folk – skotske folk fra Dornorch tog også del i køreturen til Legoland.

Da vi nærmede os Legoland og kunne begynde at skimte forlystelserne, drejede bussen pludselig omkring og satte kursen mod Billund Lufthavn. Det kom helt uventet, og da vi kørte forbi terminalen, begyndte man for alvor at blive nysgerrig. Hvad var nu det her for noget? Men det viste sig hurtigt, at det kun var for at vise Danmarks 2. største lufthavn frem for skotterne. Lidt efter nåede vi omsider hovedindgangen til Legoland, fik vi udleveret en billet hver og kunne stille og roligt gå ind i parken.

 

Der gik allerhøjst 2 minutter, før alle var ude af syne – det gjaldt jo om at nå ned til de gode forlystelser bagerst i parken så hurtigt som muligt. Selv guidede jeg Jake rundt, og viste ham de forlystelser som var værd at prøve. ”Powerbuilder” kom først på listen.

Vi nåede hurtigt frem i køen, da den var kortere, end den plejede, men pludselig skete der noget, som fik køen til at gå i stå. Jake og jeg ventede i over 20 minutter, men lige lidt hjalp det. Derfor besluttede vi os for at droppe ”Powerbuilder” og gå videre til den næste forlystelse som heldigvis fungerede ganske fint.

 

Ved middagstid var vi begyndt at blive godt sultne, så vi begav os ud for at lede efter Jordan som nok også godt kunne trænge til en bid brød. 5 minutter senere stødte vi helt tilfældigt på Jordan, et par skotter og en dansker. Han trængte imidlertid ikke til noget at spise – det var da godt nok sært, for man burde blive sulten af at spæne sådan rundt i Legoland. Det blev derfor kun mig og Jake som satte os ved et bord for at spise vores medbragte mad. Min mad bestod af rugbrød, mens Jake som sædvanlig spiste toast med syltetøj. Resten af dagen forløb fint, og til sidst følte jeg i hvert fald, at vi næsten havde nået det hele. Busturen hjemad blev også noget roligere end den tidligere på dagen – alle havde brugt en masse energi og trængte til et solidt måltid hjemme i stuerne.

 

Der blev spist godt om aftenen, og bagefter lavede Jordan, Jake og jeg ikke rigtig noget særligt. Vi var alle godt trætte og trængte sådan set bare til lidt søvn.

Legoland blev rigtig nok som ventet en stor succes, som skotterne helt sikkert havde nydt. Tilbage manglede der nu kun 2 dage af dette fantastiske besøg fra Skotland – forhåbentlig ville de sidste dage blive endnu bedre.

 

Tirsdag d. 30. maj

 

Tirsdagen bød på en tur til Labyrinthia og Silkeborg Seminarium med skotterne. Alle danske og skotske elever skulle derfor møde op på skolen kl. 8:30 – både Jordan, Jake og jeg var ved at være godt trætte, så det føltes i hvert fald ikke som kl. 8:30. Men det var klokken, og det kunne vi jo ikke lave om på, til gengæld kunne vi glæde os til turen til Silkeborg Seminarium som ville blive første stop. Som den første ting på hele turen, viste det sig desværre at være lidt af en skuffelse.

 

Planen var, at nogle studerende på Silkeborg Seminarium skulle lave nogle forskellige ting med os. Det klarede de studerende da også ganske fint, men det viste sig at vi faktisk alle sammen allerede havde prøvet alle ”legene” før på vores egen skole. Jeg havde nu ellers regnet med det stik modsatte, men det kunne jo ikke blive ved med at være perfekt.

 

Derefter gik turen til Labyranthia, der efter sigende skulle være Europas største 3-D labyrint. Den var da godt nok også ret stor; så stor at næsten alle snød inkl. mig selv. Og hvordan kan det så lade sig gøre at snyde i en labyrint? Jo, lige netop den her labyrint var nemlig lavet af store træplader som var banket op ca. 30 centimeter over jorden, så med lidt held kunne man klemme sig under pladerne og dermed komme igennem labyrinten langt hurtigere. Derfor havde næsten alle alt for meget tid til overs, så man kunne enten lave nogle forskellige aktiviteter udenfor eller blive indenfor og spise sin medbragte mad eller købe noget i kiosken. Personligt brugte jeg mest tiden på at gå rundt og lære skotterne endnu bedre at kende, og så slappede jeg også så meget som muligt af, da der skulle være et aftenarrangement på skolen.

 

Hen ad eftermiddagen var vi igen på skolen og klar til at køre hjem igen. Det lod til at Jake og Jordan også havde fået slappet godt af og var klar til den sidste aften, hvor både de skotske og danske elever var samlet. Der skete egentlig ikke noget særligt den aften, selvfølgelig lige bortset fra selve arrangementet på skolen, men man kunne godt mærke, at folk var ved at være trætte og nedslidte – besøget havde jo trods alt varet næsten en uge nu, og det kunne helt sikkert mærkes. Spørgsmålet var, om folk kunne klare den sidste hele dag skotterne var her, men jeg kendte selvfølgelig allerede svaret.

 

Onsdag d. 31. maj

 

I dag var den egentlige sidste hele dag, skotterne var her. Og så skulle vi faktisk ikke engang lave noget sammen, for skotterne skulle nemlig til Djurs Sommerland, men uden os danskere på slæb. De var sikkert også glade for at få en smule ro, det var jeg i hvert fald. Min klasse skulle sådan set bare have en ganske almindelig skoledag, hvor vi selvfølgelig kunne få snakket igennem, hvordan det gik i de forskellige familier. Jeg havde heldigvis kun positive bemærkninger i forhold til Jake og Jordan – jeg kunne høre, at andre ikke havde været ligeså heldige som mig.

 

I løbet af eftermiddagen ankom skotterne på parkeringspladsen ved skolen, og alle de danske elever stod klar til at tage imod dem. Det lod til, at de havde haft det sjovt; det var i hvert fald, hvad Jordan og Jake sagde på vejen hjem. „Det var godt nok virkelig en god tur til Djurs Sommarland, helt sikkert bedre end den til Legoland!” udbrød Jordan i øvrigt med begejstring i stemmen. Jeg vidste ikke, om det var fordi vi ikke havde været med, men selv synes jeg også bedre om Djurs Sommerland end Legoland, så det var forhåbentlig mere derfor.

 

Da det jo var den sidste rigtige dag, skotterne var her, skulle der selvfølgelig tages et ”family picture”, som Jake og Jordan skulle bringe hjem til Skotland, så deres familie kunne få en fornemmelse af, hvad danskere var for nogle typer. Så skulle de jo også pakke sammen til i morgen, men derudover blev det ellers en stille og rolig sidste eftermiddag samt aften. Både Jake og Jordan var ved at være godt trætte efter at have været her i godt en uge; først havde de fløjet til Lübeck fra Glasgow midt om natten og derefter kørt i bus fra Lübeck til Danmark. De efterfølgende dage havde vi jaget dem rundt i så meget af Danmark, som det nu kunne lade sig gøre. Og her stod de så en uge efter fyldt med forventninger, oplevelser og ikke mindst et fremragende venskab med os danskere. Tilbage manglede der kun returbilletten til Skotland, som skulle forløbe fuldstændig ligesom turen herover. På det tidspunkt indså jeg, at min tur til Skotland formentlig ville være mindst ligeså spændende, som skotternes tur hertil. Det var jeg helt overbevist om, men der ventede stadig mange overraskelser, som jeg ikke ville kende, før jeg tog af sted.

 

Torsdag d. 1. juni

 

Meget tidligt om morgen, rettere sagt om natten, blev Jordan, Jake og jeg vækket. Jeg var mærkeligt nok spændt på dagens senere hændelse, nemlig skotternes afgang, og overhovedet ikke træt. Sådan virkede Jake og Jordan i hvert fald også, så det var slet ikke besværligt, at få os vækket. Det sidste måltid, som skotterne fik inden deres rejse, blev i dette øjeblik serveret. Man kunne knap nok kalde det morgenmad, for klokken var ikke særlig meget. Da så maden var spist, og kufferterne pakket ind i vores bil, kørte Jake, Jordan, jeg, og den del af min familie som var oppe på dette tidspunkt mod Sdr. Vissing.

 

Næsten hele parkeringspladsen ved skolen var fyldt op, da vi ankom. Der stod både danskere og skotter forsamlet – et syn som først ville finde sted igen om et godt stykke tid. Man kunne se, at næsten alle havde sagt farvel til hinanden, så der gik ikke lang tid før skotterne havde fået lagt deres tonstunge kufferter ind i bussen og gjort sig klar til at tage af sted. Selv stod jeg sammen med Jake, Jordan og et par andre af mine kammerater i nærheden. Det var min sidste chance til at få sagt farvel, og jeg syntes da også, at jeg brugte den godt.

 

Bussen gassede op, tog en rundtur omkring parkeringspladsen og var væk. Det sidste kapitel af en helt fantastisk uge var nu overstået, men min rejse skulle først lige til at begynde, ja, faktisk varede det flere måneder inden jeg skulle af sted. Og mens jeg stod på parkeringspladsen og så på den nedslidte bus som transporterede skotterne hjemad, var tiden nærmest gået i stå. Jeg tænkte kun på én ting: Hvornår jeg skulle få dem at se igen. Det føltes som uendeligt lang tid, men jeg glædede mig allerede enormt meget. Jeg var overbevist om, at der ventede en fantastisk rejse forude...

 Til toppen