Caspernielsen.dk

Interrail Sydeuropa 28. juni - 13. juli 2009

Søndag d. 28. juni

Man var akkurat lige blevet færdig med folkeskolen og alle afsluttende eksamener, hvorefter der var dømt knap tre ugers ferie i Sydeuropa med familien. Så blev det ikke meget bedre. Det specielle ved denne tur var rejseformen, nemlig InterRail. Som navnet antyder, er det en togrejse, hvor man selv kan vælge hvilke lande, man vil rejse til, hvor lang tid billetten skal gælde osv. I vores tilfælde købte vi fire såkaldte "InterRail Global Pass", hvilket betød at vi i princippet kunne køre frit i tog i hele Europa i de 22 rejsedage, billetten var gyldig. (læs mere på http://www.dsb.dk/Om-billetter-og-kort/Udland/Billetter/InterRail/).
Der er dog begrænsninger; f. eks. skal der bestilles pladsreservationer til afgange, som ikke er med regionaltog - hvilke der normalt er mange af. Desuden skal der betales tillægsbilletter til bl.a. højhastighedstog. Der er en hel del at tage hensyn til. Den tyske hjemmeside (bahn.de) blev flittigt brugt til planlægningen af min far og kan godt anbefales til folk, der planlægger InterRail. Man skal huske på, at planlægning også er en vigtig del, når man rejser med tog.

Søndag d. 28. juni og første stempel i billetten; afgang fra Horsens station 8:24 og ankomst Paris Nord 21:35 - en færd på små 13 timer og den længste tur med tog, jeg nogensinde har prøvet.
Allerede ved Padborg opstod det første bøvl med pladsreservationer, da vi skulle skifte til et såkaldt "tysk erstatningstog", fordi danskernes tog af en eller anden årsag ikke kunne køre på de tyske skinner. Derfor gjaldt pladsbilletterne ikke og da der var plads på 1. klasse, så vi luskede os selvfølgelig derind, selvom der til vores store skuffelse hverken var gratis kaffe eller bedre service - men hvad kan man også forvente af tyskerne?
Første oplevelse kom ved Slesvig-Holsten byen Rendsburg. Her kørte toget i 41 meters højde over byen for derefter at krydse en jernbanebro over Kielerkanalen. Det var især sjovt at se direkte ned i folks haver, selvom folk i byen nok har haft en anden opfattelse.

Næste begivenhed ventede os i Köln, hvor højhastighedstoget Thalys (pladsbilletterne kostede en bondegård), som efter sigende var i stand til at tøffe af sted med næsten 300 km/t, stod parat til at fragte os til Paris på 4 timer. Desværre var det næsten for hurtigt, for naturen ved Liège var meget betagende med grønne bakker og dale.
Pünktlich 21:35 rullede Thalys'en lydløst og elegant ind på Paris Gare du Nord i noget bedre stil, end det "tyske erstatningstog" formåede det i Hamburg. 6 minutters forsinkelse undervejs var det blevet til, så der måtte selvfølgelig indgå en klage.
Herefter var det bare direkte op til Åses lejlighed placeret på Rue du Faubourgs livlige gade i det centrale Paris, hvor en god nattesøvn ventede.

Mandag d. 29. juni

Planen for i dag - det var første gang min lillebror på 10 var i Paris, så vi måtte selvfølgelig ud på en obligatorisk sightseeingtur; Eiffeltårnet om formiddagen, hjem at holde ciesta (nødvendigt når varmen sneg sig op omkring 30 grader) og en hyggelig aftentur ud til Place de l'Étoile, hvor Triumfbuen står.
Men dog først ned til den nærmeste metrostation Château d'Eau, hvor nogle af kvarterets afrikanere åbenbart kedede sig og derfor havde det sjovt med at råbe ting og sager til turister (og dermed også os). Derfor blev vores foretrukne metrostation da også senere hen Strasbourg Saint-Denis, hvor folk var noget mere rolige og afstanden egentlig den samme hen til lejligheden. Det var nemmest at købe et bundt på 10 carneter (billetter) ad gangen, som dog hurtig blev brugt.
Paris metrosystem er forholdsvist nemt at finde ud af, så turen til Eiffeltårnet kunne heldigvis klares med få skift. Der var bestemt ikke nogen af os, der nød varmen i undergrunden, og man skulle tro pariserne var vant til det, men selv de virkede plagede af heden.

For anden gang i mit liv stod jeg foran det enorme bygningsværk, der til stadighed imponerede mig. Det må have været endnu mere imponerende for min lillebror, der så det for første gang. Det gad jeg godt prøve igen.
Desværre blev glæden midlertidigt afbrudt, da jeg kørte blikket fra toppen og ned på pladsen under Eiffeltårnet, hvor de fleste af de nok tusinde mennesker, der stod der, ventede på at komme op i tårnet. Lidt en skuffelse for jeg kunne godt tænke mig at komme helt op på toppen (sidste gang var jeg kun halvvejs oppe), men varmen og ventetiden tilsammen afgjorde det. Ingen udsigt for denne gang, men det skulle der nok blive tid til senere.
I stedet valgte vi turen ned langs havnen med kanalrundfartsbådene i vidt forskellige prisklasser, der stod rigget fast til kajen, og fortsatte videre over det vi troede var den berømte Pont Neuf-bro, men som bare viste sig at være ganske almindelig.

Herefter var der udsolgt i benene, så vi tog den nærmeste metro hjem og nappede en lille lur. Efter aftensmaden hjemme i lejligheden sluttede vi dagen af med en hyggelig aftentur til Triumfbuen og Champs-Élysées, hvor vi efter at have set, hvad der var at se, forudsigeligt nok endte på McDonald's.

Tirsdag d. 30. juni

Endnu en dag i turistens tegn: Kloakkerne, La Défense (Spreckelsens Triumfbue) og ikke mindst Sacre Coeur. Men først og fremmest vores vigtige morgenmad med nogle fremragende croissanter, som kunne nydes i 25 graders varme (og det var klokken ni om morgenen). Ligesom vores rejse til Berlin i 2006 måtte vi endnu en gang affinde os med varmt vejr. Derfor var kloakkerne også glimrende som afkøling, for her var der højst 10 grader. Samtidig var det også spændende nok at gå rundt i de kæmpestore kloaksystemer, selvom måske lyder en smule vammelt. Håber da ikke det var første proces under kloakrensningen. I mellemtiden havde temperaturen sneget sig op omkring de 30 grader, så der var ingen tvivl om, at vi igen skulle have en middagspause.
Efter lidt afslapning, for mit vedkommende i form af musik på min MP3'er, så var det videre igen. Denne gang med La Défense hvor Spreckelsens Triumfbue står, som destination. Som noget nyt tog vi en moderne sporvogn derud og fik på den måde set andre dele af byen, f. eks. et fint boligkvarter. Vi endte så op midt i handelskvarteret La Défense, som er en stor modsætning til Paris ellers gamle bygninger i midtbyen. Sad man på den mægtige Triumfbues trappe, kunne man skue et mylder af forretningsfolk krydse pladsen nedenfor. Det var også fint nok til os, for turen med elevator op på toppen af Triumfbuen kostede det hvide ud af øjnene.

Aftenen blev brugt til den obligatoriske tur op til Sacre Coeur. Solnedgangen og lysene ud over byen og specielt Eiffeltårnet var helt klart gåturen derop værd. Det trak dog en smule ned med købet af en såkaldt Crêpe de Marron, der viste sig at være en pandekage med noget æblemostkonsistensagtigt og dårligt smagende fyld, og ikke den med nutella som forventet. Alligevel overskyggede familiehyggen over udsigten det så rigeligt.

Onsdag d. 1. juli

Første begivenhed indtraf allerede om morgenen. Der stod et lille fransk/dansk flag og gjorde sig til på bordet, og der var fin morgenmad med vores sædvanlige croissanter. Desuden lå der et par fine gaver - den mest bemærkelsesværdige var et "titurs-pruttekort", som min familie åbenbart fandt nødvendig. Alt sammen til ære for mig, da det jo var min fødselsdag. Det var vi i hvert fald ret overbeviste om, lige indtil vi fandt ud af, at det kun var den 1. juli. Og min fødselsdag er først den 2. juli. Det fik vi selvfølgelig vældig meget sjov ud af, især mig selv, som regnede med at blive fejret igen i morgen.

På programmet i dag stod det storslåede slot Versailles, der ligger ca. 25 km fra Paris. Vi undlod helt at gå ind i selve slottet; at se på det vanvittige bygningsværk, der uden sammenligning må være det største palæ fra dens tid, var overvældende. Bare gåturen fra første port (der var flere) og op til slottets indgang tog ti minutter.

Den tilhørende 800 hektar store have var dog mindst lige så prægtig og uoverskuelig. Der måtte være pænt mange gartnere ansat der, for det hele så perfekt ud. Der var endda nogle fine græsarealer, hvor vi fik spillet lidt fodbold - hvilket også efterhånden var hårdt tiltrængt. Da der oven i købet var skygge, kunne man ikke forlange mere. Her nød vi vores medbragte mad og samlede kræfter til den lange gåtur til den nærmeste togstation.

Grundet den ulidelige varme på hjemturen, var vi alle helt udmattede, da vi kom hjem. Derfor blev det kun til en stille og rolige aften i lejligheden.

Torsdag d. 2. juli

Så blev det min rigtige fødselsdag, og jeg regnede selvfølgelig med flere gaver. I det mindste en enkelt. Men nej! Skuffelsen havde dog lagt sig igen efter at have indtaget et par croissanter til morgenmad.

Dagen bød bl.a. på Notre-Dame og en sejltur på Seinen. Om formiddagen tog vi metroen til Île de la Cité, som ligger midt i Seinen. Derfra tog vi gåturen til Notre-Dame, hvor en enorm kø slangede sig hele vejen fra indgangen og tværs over pladsen. Der var entydig enighed blandt os om, at vi ikke skulle ind at stå i den midt i den bagende sol; at se det kæmpemæssige bygningsværk, som tog næsten tohundrede år at bygge, var tilfredsstillende nok.

Herefter vadede vi lidt rundt på må og få, mest nede ved Seinens bredder. Som sædvanligt spottede Niclas en gademusikkant, som blev den lykkelige ejer af 50 cent. Mor fik købt nogle postkort, og omkring middagstid var der udsolgt i benene, så vi stak næsen hjem mod lejligheden. Der blev hentet udmærket mad i nabokvarteret i stedet for baguette med smør. I dagens anledning var jeg endda nede at hente nogle fremragende udseende kager og stor respekt til Pariserne for at de endda formår at gøre kagerne lige så smagfulde, som de ser ud.

Sejlturen på Seinen viste sig også at være særdeles fin; dernede fra virkede Louvre, Eiffeltårnet og de andre berømte bygninger endnu større. Det var vist det mest interessante fra i dag.

Fredag d. 3. juli

Vores ophold i Paris nærmede sig sin afslutning, men et af turens højdepunkter skulle først lige til at begynde: Disneyland. Det havde vi alle set meget frem til, specielt Niclas som for første gang skulle opleve en af verdens flotteste forlystelsesparker (efter min mening). Forventningen steg da vi tålmodigt sad i regionaltoget og kiggede ud af vinduerne, hvor de Parisiske forstæder tilsyneladende fortsatte i en uendelighed. Omsider kørte vi en i et mere landagtigt landskab og var klar over, at det vi snart var fremme.

Spændtheden var ret stort, da vi tog de rullende trapper fra togstationen og direkte op foran indgangen. Den sank hurtigt igen, da synet af den første lange kø mødte os. Det viste sig dog, at det kun var køen til billetsalget. Heldigt vi havde købt vores i Paris. Køen til indgangen var omtrent samme størrelse, men den blev afviklet dobbelt så hurtigt. Ved ti-elleve tiden var vi således klar til forlystelserne.

Menneskemyldret var ikke helt så slemt som frygtet. Og selvom ventetiden til de mest populære forlystelser var omkring en time, var der lavet en genial opfindelse, som bestod i at man kunne trække en såkaldt "Quick Pass billet" til de største forlystelser, som var gyldig inden for et vist tidsrum senere på dagen. Som navnet antyder, kunne man smutte ind i en langt mindre kø og se på alle fjolserne, som havde stået i kø i en time. Vældigt.

"Space Mountain" var klart min favoritforlystelse, som foregik inde i en kæmpemæssig kuppel i et fremtidsagtigt design. Det skal dog understreges, at man blev spændt godt fast i et sæde på en rutsjebanevogn. Heldigvis for det, for derefter blev man fyret af sted med hundrede i timen opad. De næste to minutter var der for det meste kulsort, selvom der en gang imellem dukkede et par effekter op. Det sjove var, at man ikke anede, om man kørte på hovedet. Tre gange var vist, hvad det blev til. Det var også rigeligt, for sidste gang jeg steg ud af vognen, var jeg ekstremt rundtosset. Niclas fik overvundet sin frygt og gennemgik rædslerne i "Spøgelseshuset", selvom forlystelser ikke lige frem er hans spidskompetence. Den bedste familieforlystelse var efter alles meninger "Pirates of the Caribbean" - en smuk sejltur i en båd, hvor man undervejs bl.a. sejlede forbi et hyggeligt spisested.

Alt i alt en fantastisk god dag med anderledes oplevelser en de andre dage. En god nattesøvn var derfor på sin plads, eftersom fødderne i mit tilfælde i hvert fald ikke magtede mere efter en hel dags gåen rundt i Disneyland.

Lørdag d. 4. juli

Sidste dag i Paris. Ikke desto mindre skulle den udnyttes fuldt ud. Først med metro ud til Place de la Concorde. Det overraskede mig at forberedelserne til Tour de France feltet, der først skulle køre paradekørsel her om 3 uger, allerede var langt henne. En lang række tribuner ned ad Champs-Élysées og det karakteristiske sejrspodium var allerede opstillet. Netop Champs-Élysées-gaden havde vi endnu ikke gået ned ad i dagslys, og den er uden tvivl påkrævet at se, når man er i Paris. Især de luksuriøse bil- og sportsforretninger var skægge at gå rundt i - i en af sportsforretningerne kunne man lave forskellige fysiske aktiviteter, og en bilforretning havde investeret i en rallysimulator. Glimrende og bedst af alt, gratis underholdning. På vej hjem begik vi så den fejltagelse at købe noget mad i noget lignende Frankrigs svar på en dansk pølsevogn, men dog langt ringere. De er muligvis gode til fin mad, men overlad tilblivelsen af den franske hotdog til os.

Søndag d. 5. juli

Afgang fra Paris Gare de Lyon kl. 7:20 - dvs. stå tidligt op hvilket ikke ligefrem er min spidskompetence, men det var jo ferie, og en ny destination ventede, nemlig Perpignan, Sydfrankrig, så var det ikke værst. Vi var som sædvanlig i god tid, men hellere en time før på stationen end sent. Det positive var, at vi ikke gik glip af de livsnødvendige croissanter - dem var der god tid til at nyde på Gare de Lyon.

Flere hundredemeter lange TGV tog holdt klar på perronen til at fragte passagerer rundt om i det vidtstrakte Frankrig. Førervognene er aerodynamiske, og togene og selvfølgelig også skinnerne er i det hele taget bygget til at kunne klare ekstremt høje hastigheder. 300 km/t på rejsen er bestemt ikke unormalt. Det var vi alle vældig spændte på at prøve. Selvom vi kørte på 2. klasse, var sæderne glimrende samt udmærket fin benplads og et lille bord, som kunne bruges til vores medbragte computerskakspil og kortspil. Men det bedste var nu, at toget kørte helt uden forsinkelser: Da klokken var sharp 7:20, rullede vi stille og roligt ud af banegården.

Efter et kvarters tid lå Paris' forstæder bag os, og vores fantastiske uge i byen var således slut. Dog var rejsen mod Sydfrankrig kun lige begyndt, og efterhånden som toget satte farten op, fløj det indtil videre flade landskab med åbne kornmodne marker hurtigere og hurtigere forbi. Da det gik hurtigst, var jeg lige en tur oppe i baren, hvor man kunne stå op. Det var til tider en ret kvalmende oplevelse at kigge ud af vinduet, for det gik simpelthen for stærkt. Alligevel brokkede vi os selvfølgelig ikke over at nå til Nimês på tre timer. Her var palmerne så småt begyndt at vise sig, og det var tydeligt, at klimaet var mere frodigt med vinmarker osv. Kl. ca. 12:20 nåede vi Perpignan, hvor banegården med sine to spor var betydelig mindre og overkommelig end i Paris. Vi var meget overraskede over kun at have pålagt os ganske få minutters forsinkelse, DSB var jo de rene amatører ved siden af. Varmt og tørt vejr var det, da vi steg ud af togvognen, selvom det heldigvis ikke var en lige så tung luft som i Paris. Jeg vil skyde på, der var mellem 30 og 35 grader varmt.

Perpignan er indbyggermæssigt nogenlunde på størrelse med Ålborg. Byen ligger på grænsen til bjergkæden Pyrenæerne på den franske side og næsten helt ud til Middelhavet. Den er en smule turistpræget. Lejligheden var betydeligt større end i Paris. Der var både et badeværelse, to soverum (det ene med lidt køkkenagtigt halløj), en entre og hele to altaner med udsyn til den underliggende gade. Og så var der selvfølgelig en glad og flink Madame som bød os velkommen på fransk. Jeg fattede bjælde, men det gik nok alligevel, for både min mor og far er ret skrappe til fransk (synes jeg som uvidende franskamatør i hvert fald). Alt i alt en stor og positiv overraskelse.

Mandag d. 6. juli

Dag to i Perpignan. Dejligt at vågne op til et flot morgenbord serveret af Madameen med yoghurt, frisk kaffe og te og selvfølgelig også croissanter. Under morgenmaden fremlagde vi vores plan for dagen for Madameen, nemlig en tur op i Pyrenæerne med en veteranjernbane ved navn ”The Yellow Train”. Det resulterede i en lang forklaring om et eller andet på fransk, jeg stort set fattede bjælde af. Jeg fangede ikke andet, end at der ikke var grund til at tage hele jernbanens længde på 63 km.

På en lille time tog vi toget fra Perpignan til Villefranche-de-Conflent, hvorfra ”Det Gule Tog” afgik. Synes lige det bør nævnes, at byen står på UNESCO’s Verdensarvsliste. Ærgerligt at vi ikke havde tid til udforske den gamle by.

Der var en del turister og måske også lokale (kunne ikke rigtigt se forskel) samlet på den lille perron, da ”Det Gule Tog” stille og roligt tøffede ind på den lille perron. Toget består af nogle åbne og lukkede vogne. Det specielle ved vognene er selvfølgelig, at de er gule. Maksimumhastigheden er 55 km i timen. Undervejs på ruten er der nitten tunneler, en del viadukter samt to broer, så man får virkelig fornemmelsen af at køre lige igennem Pyrenæerne. Landskabet er helt utroligt fascinerende med stejle bjergsider og dale, for det meste dækket af frodig bevoksning.

Opstigningen begyndte stort set med det samme, dog ikke med 55 km i timen, men nok nærmere 15. Efter lidt over en time nåede vi byen Mont-Louis i ca. 1500 meters højde, hvor vi også stod af. En imponerende stigning på 1 km fra Villefranche-de-Conflent havde toget klaret på den tid. Der var to gode ting ved at være der: Den kølige luft og den formidable udsigt. Jeg tog lige en kort løbetur opad, for at se om jeg kunne mærke den tynde luft. Det kunne jeg ikke, men til gengæld var udsigten mere fantastisk, nærmest som på et ægte turistpostkort.

Om aftenen var vi ude at spise i Perpignan. Der lå en masse hyggelige små-restauranter i Perpignan midtbys snoede gader, men det blev desværre Burger King efter ønske fra min Lillebror. Derefter var vi ude på en lille spadseretur rundt i byen. Det overraskede hvor meget skrald og hvor beskidt der var både i den gennemstrømmende flod og i et kvarter et stykke fra centrum. Nogle af de lokale måtte åbenlyst være skyld i svineriet, som ødelagde midtbyens idyl en smule. Besøget på byens storslåede borg/fæstning gjorde dog sidste indtryk lidt mere positivt. Fæstningen blev bygget i 1200-tallet af kongen af Mallorca, dengang var Perpignan underligt nok det mallorcanske kongedømmes hovedstad, selvom Mallorca ligger flere hundrede kilometer væk. Nogle på fæstningen var i gang med at klargøre en koncert. Fra toppen kunne man skue ud over hele byen. Et uvejr trak op i det fjerne, kunne vi se, så vi vendte snuden hjemad.

 Til toppen