Caspernielsen.dk

Turen til Skotland 2006

Tirsdag d. 22. august

 

Meget tidligt om morgenen i Sdr. Vissing midt inde i Danmark stod en luksus bus og lyste i mørket. Lige ved siden af stod der en masse folk samlet, de fleste med kufferter og rygsække. Der blev sagt farvel en allersidste gang, inden bussen ville drage af sted og først komme tilbage 8 dage senere. Iblandt alle menneskerne stod jeg og var klar til afgang. Da kufferterne var gemt af vejen i bussens lagerrum, gik dørene lydløst op. Straks efter strømmede det ind med spændte og forventningsfulde folk - ikke spor trætte på trods af tiden. Selv satte jeg mig godt til rette nær bussens midterindgang, og ventede sådan set bare på, at vi rullede af sted. Endelig startede bussen og kørte lige en runde omkring parkeringspladsen, mens alle vinkede farvel en sidste gang, og så gik det ellers derudad på de danske landeveje, som senere hen vil skifte til tyske, hollandske, engelske og til allersidst, skotske.

 

Sent på eftermiddagen fik vi færgen i sigte. Der var gået omkring tolv timer siden vi satte os ind i bussen, og nu var vi altså nået til Ijmuiden, hvor færgen lå og tårnede sig op i horisonten. Det var nok den største færge, jeg nogensinde havde set. Jeg nåede knap nok at nyde synet, inden bussen kørte ind langs terminalen og fandt en plads at parkere. Herfra gik det snildt, man skulle såmænd bare vise sit pas, og så vidt jeg husker ikke en gang igennem en detektor. Derefter var der ikke langt at gå gennem landgangsbroen til færgen.

 

Da vi var kommet ombord, fik vi udleveret en spiseseddel og besked på hvornår vi skulle mødes i en af færgens restauranter. Det var nok noget af det, jeg havde glædet mig allermest til i løbet af dagen, for aftensmaden skulle efter sigende være storslået. Vi fik også hver et nøglekort til vores kahyt – det var det første sted jeg lige skulle tjekke. Helt nede på anden etage lå vores 4-mands kahytter, og de lå heldigvis forholdsvis tæt på hinanden. Alle kahytterne havde aircondition, noget som jeg nydte godt af om natten. Der var også meget bedre plads, end jeg havde regnet med samt eget bad og toilet. Det kunne ikke blive meget bedre!

 

Tid til spisetid – det havde jeg søreme også ventet på i lang tid. Buffeten stod allerede klar, og mine tænder løb i vand bare ved synet af al den gode mad. Skolen havde betalt buffeten samt næste dags morgenmad, så vi kunne spise lige så meget vi ville. Og det gjorde jeg da godt nok også, for jeg sad tilbage som en af de sidste, og måtte lægge mig ned i kahytten for at slå mave. Derefter vandrede jeg lidt rundt for at udforske færgen. Det overraskede mig, hvor meget der egentlig var. Masser af caféer og restauranter, en sportsbar med eurosport i de store fladskærme døgnet rundt, masser af gode muligheder for bare at sidde ned og nyde udsigten, en biograf, flere butikker osv. Jeg tilbragte det meste af tiden i et slags observatorium forrest i skibet, hvor man kunne nyde den fremragende udsigt og bare læne sig tilbage i de bløde lænestole og slappe af efter dagens lange rejse. Da jeg så var blevet for træt, gik jeg ned til kahytten.

 

Sådan endte første dag på turen. En lidt hård bustur, men ellers en meget oplevelsesrig og spændende dag. Næste dag ville Newcastle være i sigte, og derfra gik turen videre.

 

Onsdag d. 23. august

 

Jeg havde regnet med, at natten ombord på færgen ville blive rimelig hård – men tværtimod sov jeg fantastisk og var udhvilet og klar til dagen. Det allerførste der skulle ske, noget jeg havde glædet mig meget til, var morgenmaden på færgen. Og morgenmaden var mindst ligeså overdådig som aftensmaden, viste det sig. En solid, engelsk breakfast med toast, baked beans, spejlæg, pølser, friskpresset juice osv. samt en wienerschnitzel på toppen. Der var rigeligt til at holde én i gang hele dagen.

 

Efter morgenmaden var der ikke lang tid til ankomsten til Newcastle. Jeg brugte mest tiden på at vandre lidt rundt og slappe af, for jeg skulle gerne have godt med energi til den lange bustur som ventede forude. Pludselig var der land i sigte, og derfra gik der ikke lang tid før vi ankom. Det var en flot tur op langs en kanal, som førte os op til en slags forstad til Newcastle. Derefter gik det ret hurtigt med at hente bagage og komme ud af færgen, men ved passport - kontrollen gik det fuldstændig i stå. Man kunne mærke, at englænderne gik meget højere op i sikkerheden end hollænderne i Amsterdam, for man blev konstant tjekket. Derfor tog lige lidt ekstra tid at komme igennem og ud på engelsk grund. Da vi så endelig slap ud, viste det sig, at nogle var blevet mistænkt for et eller andet, jeg ikke lige fik fat i, men det var altså skyld i, at det tog så lang tid.

 

Vi nærmede os nu for alvor det sted, jeg havde glædet mig til at se i flere år. Vi havde passeret den skotske grænse undervejs og var fortsat op igennem lavlandet, forbi Edinburgh, og derefter det smukke højland, som forbløffede mig hele tiden. I hele mit liv havde det allerhøjeste punkt, jeg nogensinde havde set været sølle Yding Skovhøj, Ejer Baunehøj eller måske endda Møllehøj med enorme højder på omkring 175 meter. Men her på turen så jeg bjerge som var langt over 175 meter, nogle endda helt oppe over 1000. Det var virkelig et smukt syn! Naturen kunne jo desværre ikke nydes for evigt, for busturen fortsatte og fortsatte indtil vi nåede Dornoch. Jeg var virkelig spændt, da jeg trådte ud af bussen, og det var mine klassekammerater helt sikkert også.

 

Efter en meget lang køretur i bus, var det rart at få strækket benene og indånde den skotske luft. Jeg fik med det samme øje på Jake og hans familie som holdt parkeret i deres Audi få meter fra bussen. Faktisk nåede jeg kun lige at tage nogle få skridt, inden Jakes familie tog min kuffert og proppede den ind i bilen, et tegn på skotsk høflighed. Jeg blev endda også vist ind på forsædet, endnu et tegn på skotsk høflighed (faktisk kan jeg blive ved med at finde eksempler på den formidable høflighed, men det har jeg ikke tænkt mig, da det nok vil kede læserne så meget at de ikke gide læse fortsættelsen, og det ville jo være en skam.) I hvert fald var det en virkelig smuk tur de tyve kilometer der var til Bonar Bridge, hvor Jakes hus lå. Til venstre var der hele tiden frit udsyn ud over Dornoch fjord med højlandet i baggrunden, et virkeligt smukt syn. Det overraskede mig faktisk hvor fladt der var langs fjorden, men på den anden side skulle man ikke langt væk, før man nåede det skotske højland.

 

Efter knap tyve kilometer svingede Audien til høre og op ad en stejl bakke og stoppede ved Jakes hus. Huset mindede meget om et typisk dansk parcelhus, men var nok lidt mere slidt. Udenfor huset lå der en stor og flot have med en fabelagtig udsigt over Dornoch fjord og Bonar Bridge. Indenfor lignede huset til forveklsing et dansk, men tapetet på væggene var noget mere farvestrålende, og køkkenet så lidt anderledes ud, bl.a. med et gammeldags komfur. Ellers virkede hjemmet virkelig hyggeligt, og det samme gjorde Jakes familie. Jeg følte mig allerede godt tilpas, og den aften hyggede vi os vældigt. Så vidt jeg husker, mindede aftensmaden meget om dansk mad, og hele tiden virkede det som om familien tog masser af hensyn til mig. Jeg fik også snakket en hel del med familien. Især syntes de at danske frikadeller lød som noget sjovt noget, og at det ville de helt sikkert smage, hvis de engang skulle til Danmark. Jeg ville ønske at den aften ville vare meget længere tid, men det gjorde den desværre ikke. Tiden fløj af sted, og inden længe var det blevet sengetid og enden på en uforglemmelig dag, jeg den dag i dag stadig husker, som var det i går.

 

Torsdag d. 24. august

 

Dagen i dag bød på en hel masse. Ullapool i det vestlige højland, en færgetur langs fuglefjelde i Atlanterhavet og til sidst en hyggelig aften sammen med værtsfamilien. Alle disse ting skulle nås på én dag, så det var bare med at komme af sted i en fart. Allerede rimelig tidligt om morgenen – det syntes jeg i hvert fald – tog vi ind til Dornoch. Da vi gik ned mod busholdepladsen i Bonar Bridge, var det første gang jeg fik set byen ordentligt. Byen i sig selv lå jo fantastisk smukt i det skotske højland, men også selve miljøet var virkelig rart. Der var jo simpelthen alt, hvad man havde brug for, så man kunne klare sig; en lille Spar, en bank, en kiosk, hoteller, et bibliotek, en skole, en kirke og allervigtigst en golfbane.

 

Vi nåede ind til Dornoch Academy efter ca. 20 minutters buskørsel med en minibus fra Bonar Bridge. Også skolen fik jeg først set rigtigt nu – en betonblok på en flad parkeringsplads rent ud sagt. Da jeg havde set den både udenpå, men også indeni, havde jeg ikke længere lyst til at klage over vores egen skole. Efter at have lavet en såkaldt ”samling” på skolen, var vi atter klar til at køre med vores sædvanlige bus samt en lejet skotsk mod Ullapool, en tur på godt 2 timer gennem et meget smukt og bakket landskab.

 

I Ullapool havde vi et par timer til at udforske byen, der med sine 1.300 indbyggere er klart den største i hele det vestlige højland. Der var da også en masse hyggelige steder rundt omkring og en fantastisk smuk havn med udsigt over fjorden. Derefter var det så tid til en af turens højdepunkter; en færgetur gennem fjorden og ud i Atlanterhavet med mulighed for at se sæler, virkeligt store klipper og en masse fuglefjelde. Det var det også helt kanon – vi så nemlig både sæler, klipper, fuglefjelde og endda store laksefarme. Selvom vejret var en smule regnvejrsagtigt, var det helt sikkert pengene værd.

 

Vi kunne jo ikke ligge og sejle rundt til evig tid, selvom det ellers var fristende, så sidst på eftermiddagen kørte vi hjemad. Det var meningen, at folk skulle sættes af på vejen, da mange jo bor langt væk fra skolen. Problemet var bare, at for at få sat flest muligt af, måtte vi køre ad en meget smal og bulet vej. Så smal, at der var vigepladser hist og her, for at biler og busser kunne passere hinanden. Men man kunne desværre godt havne i en situation, hvor både biler/busser mødtes midt imellem vigepladserne, og det var lige nøjagtigt en sådan situation, vi havnede i. Uheldigvis ville bilen foran os ikke bakke, og det hele endte med at manden i bilen steg ud og begyndte at diskutere med vores buschauffør. Det tog flere minutter inden den stædige skotte havde fattet, at man ikke bare lige kunne bakke en bus på en så snoet og bakket vej. Endelig fik han selv bakket og kørt til side på en vigeplads – heldigvis kom vi ikke ud for flere af sådanne situationer, for så havde jeg sikkert stadig ligget og kørt rundt i Skotland.

 

Dagen sluttede med, at Jake, Sean (hans lillebror) og nogle andre skotske og danske kammerater tog til en naboby for at spille lidt fodbold – en rigtig dejlig afslutning på en fremragende dag.

 

 

Fredag d. 25. august

 

Den mest oplevelsesrige dag på hele turen skulle til at begynde – myggestik, trafikuheld og to gamle danske damer blev dagens højdepunkter. Efter en ordentlig omgang ”Porridge” (havregrød) var jeg klar til dagens begivenheder. Igen skulle vi mødes på skolen og derefter køre samlet mod en lille skotsk by på størrelse med Dornoch, nemlig Helmsdale. Det, jeg glædede mig mest til, var nok tanken om, at vi denne gang skulle køre på en ordentlig og lige vej.

 

Turen til Helmsdale forløb helt uden problemer, og da vi nåede frem, var jeg for en gangs skyld ikke køresyg. Hele tiden fulgte vi den skotske østkyst, og landskabet ændrede sig fra at være grønt og frodigt til at blive mere og mere stenet, råt og klippefyldt. En fantastisk tur, som brat endte, da et stort skilt med skriften ”Welcome to Helmsdale” dukkede op. Selvom vi kun havde kørt omkring halvanden time, var landskabet nu så forandret i forhold til Dornoch, at man skulle tro, vi havde kørt i dagevis. Men det var jo noget af det, som især kendetegnede Skotland, og som jeg rigtig godt kunne lide.

 

Der var blevet planlagt tre forskellige aktiviteter – gold panning, (guldgravning) hill walking (vandre i bakker) og til sidst et besøg på det lokale museum. Vi blev derfor delt ind i tre hold, og mit hold skulle starte med gold panning lidt uden for byen. En kort bustur og vi var ved det rette sted, selvom det ikke just lignede Klondike. En lille å, måske halvt så stor som Gudenåen, strakte sig så langt øjet rakte, og det var dér, vi skulle lede efter guld. Foreløbig var der kun blevet fundet et antal bittesmå guldklumper, som var til at tælle på hånden. Dog fejlede folks selvtillid intet, og efter en kort introduktion og udleveringen af en pande og en skovl, søgte folk de mest mærkelige steder i jagten på guldet. Selv hyggede jeg mig vældigt, også selvom jeg ikke fandt noget guld. Til gengæld fandt jeg en hel masse mærkelige sten i forskellige farver, som jeg senere hen gav til min værtsfamilie. Efter en halv times tid var der en lille frokostpause, og det var først dér, jeg opdagede, at der var noget galt. I starten havde der nemlig været nogle få myg, ikke noget særligt, men det var bare blevet værre og værre. Nu var det ganske enkelt uudholdeligt, men det var vidst kun mig, som lod til at være overfølsom overfor myggene. Skotterne lod ikke engang til at lægge mærke til dem – de var jo nok vant til det. Men det udviklede sig ganske enkelt til at blive et sandt mareridt. Til sidst kunne jeg ikke engang holde ud at være ved åen, så jeg begyndte at løbe rundt i cirkler, men lige lidt hjalp det. Endelig, efter en evighed, var vi klar til at tage videre til hill walking, som var dagens anden aktivitet.

 

Hill walking - altså bakkevandring – var noget af det, jeg havde glædet mig allermest til. Jeg havde jo regnet med at skulle bestige et kæmpestort bjerg på tusind meter, men havde ikke lige tænkt over ordets betydning. Ikke bjerg, men bakke. Alligevel forekom den bakke, som vi skulle ”bestige”, at være forholdsvis lille, ja endda næsten en bakke man lige såvel kunne finde herhjemme. Men jeg havde nu ikke tænkt mig at lade det spolere humøret, og selvom det kun to et kvarter at få besteget bakken, på trods af at man hele tiden skulle vente på de bagerste, så var det da hele turen værd. For oppe på toppen ventede der en storslået udsigt med hav til den ene side og bakker til den anden (kan ses på billedet til venstre.)

 

Derefter var det meningen, at vi skulle have været på Helmsdale museum, men det blev åbenbart ikke til noget, så vi fik alle lov til bare at gå frit omkring i byen. Meget hyggelig by med kun én lang hovedgade med en masse små souvenirbutikker og restauranter. Faktisk var det også her, jeg mødte to gamle danske damer – et ret skægt tilfælde, når man tænker på hvor lille Helmsdale er!

 

Bortset fra at være to timers tid forsinket på hjemturen på grund af et voldsomt trafikuheld, vi heldigvis ikke var med i, skete der ikke mere specielt den dag. Godt nok blev myggestikkene værre, men jeg har da overlevet siden hen og er dejligt træt efter dagens begivenheder.

 

 

Lørdag d. 26. august

 

Første familiedag på hele turen; første dag med lidt ekstra søvn end det sædvanlige. Udover myggestikkene var jeg en smule bekymret for det skotske vejr, som dog foreløbig havde vist sig fra sin allerbedste side, men i dag så ud som om ville ændre sig til ufatteligt store regnskyer.

Efter en hel formiddag hos familien tog jeg til Invergordon for at se Highland Games foruden en gigantisk boreplatform, vi passerede på vejen. Jake og jeg blev mødt af en hel velkomstkomité bestående af nogle skotske og danske kammerater, som åbenbart også havde valgt Highland Games frem for noget andet i dag. Highland games viste sig at være meget mere hyggeligt, end jeg havde regnet med; en plæne på størrelse med en fodboldbane med diverse aktiviteter, samt en masse boder og skydetelte omkring, udgjorde festpladsen. Som aktiviteter var der bl.a. tovtrækning, hammerkast, pælekast og til sidst ”Pipes and Drums”. Alt forløb fint, (fandt dog undervejs ud af at jeg havde glemt mine penge, så jeg måtte låne fem pund af Jake) indtil jeg pludselig mærkede tunge regndråber sile ned i nakken. Det formidable vejr var blevet lavet om til typisk skotsk ”pisvejr”.

 

Om aftenen fik vi hjemme hos familien besøg af Thomas, Lucas og Connor – en fremragende slutning på endnu en fremragende dag i Skotland.

 

(Fortsættes overraskende nok stadig...)

 

 Til toppen